New Zealand - søndag den 03. februar 2013
Fra Queenstown til Milford Sound (med ballonflyvning nord for Queenstown)
En lidt urolig søvn, hvor der blev kigget et par gange på uret. Kl. 5 skulle vi ringe, for at tjekke, om vores ballonflyvning blev afviklet eller aflyst. Den trætte dame i telefonen bekræftede overfor den trætte mand i den anden ende, at flyvningen blev gennemført.
Så det var bare ud af sengen, få sig et morgenbad og lidt morgenmad, før vi blev hentet kl. 5:30. Vi var klar på minuttet og et øjeblik senere blev vi hentet af en mand i en minibus. Der sad allerede 3 andre i bussen og vi samlede op, så vi var omkring 12 personer i alt, før chaufføren satte kursen mod det sted, hvor vi skulle starte vores ballonfærd. Morgensøvnen var gnedet ud af øjnene og spændingen steg, efterhånden som vi nærmede os stedet.
Efter et lille kvarters kørsel, drejede bussen ned af en lille markvej og snart holdt vi parkeret på en mark, hvor der lå en meget lang ballon på jorden. Kurven, som vi skulle stå i, var delt i 5 dele, et i hvert hjørne og et midterfelt til ballonskipperen. Efter de 2 mand fra firmaet havde noteret vores vægt og givet lidt information om flyvningen, startede de med at pumpe luft ind i ballonen. Torben blev bedt om at holde den ene side af ballonen åben, så luften kunne komme ind. Han havde jo godt af, at lave lidt ?
Da ballonen var godt fyldt med luft, begyndte de at pumpe varm luft ind og meget hurtigt steg ballonen op i luften. Det gik så hurtigt, at ballonen kunne vælte kurven om fra liggende stilling til oprejst position. Så var vi ved at være klar til afgang i skumringen. Vi blev dirigeret ombord 3 personer i hver af kurvens 4 huller og der blev pumpet mere varm luft op i ballonen, for at gøre klar til afgang.
Vi havde taget godt med tøj på, for at være sikker på ikke at fryse oppe i luften - men hvem sagde, at der er koldt i en varmluftsballon. Vi stod forholdsvis tæt på de 3 kanoner, der sendte varmt luft op i ballonen. Hver gang der blev lukket op for den varme flamme, mærkede vi varmen med det samme. Torben, der stod nærmest flammen, mente at han havde fået en 3. grads forbrænding.
Hurtigt begyndte ballonen at stige. Det var i øvrigt firmaets største ballon med kræfter til at sende 16 mand i luften. Den var helt vild stor! Hurtigt steg vi op over de træer, der stod i den ene ende af marken. Vores skipper var en erfaren herre. Der var styr på tingene og hurtigt var vi højt oppe over marken, vi var lettet fra. Hver gang der blev tændt for brænderne, for at sende varm luft op i ballonen, larmede det øredøvende. Det var helt i kontrast til den stilhed, som vi oplevede ellers. Det var tydeligt at høre lydene fra jorden (og den flok af kinesere og japanere i kurven, der snakkede konstant).
Vi fløj op og der var ingen vind, så vi flyttede os ikke ret meget. Mens vi steg cirklede vi stille rundt om det sted, vi var lettet fra. Først efter lidt tid, var vi nået op over 1.000 meter og der var en smule vind, så vi blev ført op over et lille bjerg. Ballonskipper bad os vende os i samme retning, så han kunne tage et par billeder og en lille videosekvens, hvor han fik ballonen til at dreje rundt. Det var en enestående oplevelse at stå i kurven og spejde ud over landskabet, mens solen stod op. Vejret var ikke klart men vi kunne dog skimte solen bag morgendisen. Der er ingen tvivl om, at oplevelsen havde været helt perfekt i klart vejr og med måske en anelse mere vind, end vi havde. Men vi var nu godt tilfredse.
Vi nåede efterhånden op i 1.800 meters højde (m.o.h.) og efterhånden fik vi lidt vind i sejlene, så vi på et tidspunkt var oppe på at svæve af sted med 18 km. i timen. Hen over et større bjerg og vi kunne nu se, at vores følgebil og bus holdt ved en vejside længere fremme. De havde nok en god ide om, hvor vi ville lande. Vi stod nu næsten stille i luften og skipper blev ved med at lade ballonen stige og falde. Vi lå åbenbart i læ af det bjerg, vi var fløjet hen over, så der var ingen vind til at bære os til et område, hvor vi kunne lande.
Til sidst valgte han at hæve ballonen til op over bjerget, som vi lå i læ af. Så fik vi så tilpas meget vind, at vi drev væk fra bjerget og til et område, der var godt at lande på. Ganske roligt svævede vi ned mod jorden igen. Ca. 100 meter oppe, var vi over en mark med heste på. Hestene lod ikke til at være distraheret af ballonen, selv om skipper stadig "gav den gas" fra tid til anden. Til slut styrede vi over marken med hestene og ind over en række træer, for at lande lige på den anden side af træerne.
Så indtog vi "landingspositionen". Det var at holde godt fast i kurven og bøje knæene en anelse, for selve landingen kunne godt være en smule hård. De sagde bump og kurven ramte jorden men hævede sig op igen. Ganske få meter, for derefter at ramme jorden igen og denne gang blev den stående. Efter kort tid, gav skipper lov til, at de første kunne kravle ud af kurven. Snart var alle ude, samtidig med at vores følgebil og bus kørte ind på marken til os.
Ballonen blev tømt så meget for luft, at den dalede stille til jorden, mens der blev taget et gruppefoto af hele selskabet. Så skulle vi arbejde... Vi skulle hjælpe med at få det sidste luft ud af ballonen. Der var snildt arbejde til, at vi alle 12-13 gæster kunne give en hånd med, med at presse ballonen sammen, mens en af medarbejderne kravlede på ballonen og pressede det sidste luft ud, samtidig med, at han bandt ballonen sammen. Til sidst lå ballonen som en lang pølse på omkring 20 meter.
Vores sidste opgave var at hjælpe med at pakke ballonen sammen. Vi blev dirigeret til at stille os op på den ene side af ballonen og løfte ballonen op i vores venstre arm. Så skulle vi gå som en kinesisk drage hen til en meget stor pose, hvor medarbejderne dirigerede os, så vi afleverede vores del af ballonen nede i posen. Og vupti, så havde vi også fået posen ombord i en trailer, så den var ryddet af vejen.
Den sidste praktiske opgave var at hjælpe med at rejse kurven op. Vi så ikke lige, hvordan de fik den ombord i traileren, men det havde de nok en god teknik til (der var vist et spil bag i traileren).
Mens vi havde arbejdet, var der en, der havde arrangeret et bord med champagne, juice, kaffe og diverse brød til os. Det var en fin måde at afslutte den gode oplevelse, at skåle i et lille glas champagne. Vi trængte nu mere til en god kop kaffe og lidt at spise og det var der også nok af.
Mens vi spiste, var der en medarbejder i gang med at se billederne og videoen igennem på en computer bag i bilen. Vi kunne se med og afgøre, om vi ville ofre 30 dollars på en CD med materialet på. Optagelserne stammede fra et videokamera, som hang nogle meter uden for kurven. Vi var nok 3-4, der købte...
Jeg spurgte luftskipper, om han aldrig var nervøs, for at finde et egnet plads at lande på. Det havde han været i dag, sagde han. De skulle være gode venner med beboerne i området, når de ikke selv kan beslutte, hvor de vil lande. De fleste tog det med fint humør. Der var kun enkelte, der ikke var glade for at få en stor ballon på besøg.
Med bus gik det tilbage til Queenstown. Ingen tvivl om, at det havde været en meget stor oplevelse. Vi havde været i luften i næsten halvanden time (en halv time længere end forventet). Det var også en dyr tur (næsten 2.000 kr. pr. mand) men det var en oplevelse, som vi gerne betalte prisen for.
Men vi havde jo travlt, for vi skulle fluks videre til Milford Sound, som var dagens destination. Det var en køretur på omkring 300 km. I receptionen synes de, at det måske var i overkanten at forvente, at vi kunne nå dertil efter vores ballonfærd, men vi var sikker på, at vi nok skulle nå det.
På campingpladsen blev det et kort skifte og en omgang tøm/fyld vandtanke, før vi kørte fra Quenstown ved 10-tiden. Torben kørte af sted mod Te Anau. Bjergene og søerne var slet ikke så flotte i gråt vejr, så vi sad og blev lidt døsige. I byen Mossburn dristede jeg mig ned bag i bilen og fik en lille skraber. Vi havde jo været tidligt oppe. Så pludselig gjorde vi holdt. Vi var nået til Te Anau og parkerede for frokost på en lille villavej i byens udkant.
Frokosten, den obligatoriske sandwich, kom på bordet og snart var vi alle mætte og klar til at fortsætte turen mod Milford Sound. Vi tankede diesel på Caltex i Te Anau, før Marie fik æren af at overtage chaufførhvervet. Det første stykke langs lake Te Anau og derefter ind i Fiordland nationalparken kørte vi på fine brede veje, der "næsten" ikke svingede ret meget. Det var et fladt område men efterhånden nærmede vi os bjergene, der tårnede sig op i horisonten. De første bjerge var omkring 2.000 meter høje. De blev hurtigt efterfulgt af højere bjerge. Efterhånden som vi nærmede os Milford Sound, tårnede bjergene sig højere op på begge sider af vejen, der nu blev smallere og mere kringlet. Udsigten blev mere og mere imponerende og snart måtte vi erkende, at vi ikke havde set noget lignende - heller ikke i Norge. Bjergene stak næsten lodret op på begge sider af vejen, så vi følte, at vi kørte i bunden af en dyb kløft.
Vi skulle nå frem til Milford Sound inden kl. 19, for da lukkede Homer tunnelen, en ca. 1.200 meter lang tunnel, som bringer os gennem et bjerg frem til Milford Sound. Vi var fremme ved tunnelen midt på eftermiddagen og straks vi kørte ind i den, begyndte det at gå pænt nedad. Hele vejen gennem tunnelen gik det pænt nedad. Udsigten på den anden side af tunnelen var endnu mere imponerende. Vi startede med at køre ned af en række sving frem og tilbage, mens vi kunne se bjergene næsten omkranse os med stort set lodrette klippevægge, der må have været omkring 500 -600 meter høje. Vildt imponerende - og noget af det, der ikke kan retfærdiggøres på et billede.
Den sidste del af turen ned til byen Milford Sound var også en god gang nedstigning, hvor autocamperens bremser kom på overarbejde. Vi endte nede i byen Piopiotahi (Milford Sound), der næsten kun bestod af en lufthavn, en stor parkeringsplads og et færgeleje. Lidt udenfor byen var et lodge, som viste sig at være det eneste sted, man kunne overnatte.
Vi parkerede på den store parkeringsplads, som er beregnet for de gæster, der skal med skibene ud på Milford Sound. Der var skilte, der forbød overnattende camping, så vi slentrede hen til færgelejet, for at høre vores rederi, hvor vi bedst kunne overnatte. Ved det store og fornemme færgeleje, var der masser af P-pladser til busser. Det vidnede om, at det er attraktivt, at komme på tur til Milford Sound og sejle med turbådene. I den store hal ved færgelejet, var der 5-6 forskellige turarrangører med hver deres store skranke.
Vi havde allerede booket en tur til dagen efter og vi fandt frem til vores selskab Real Journeys. Her kunne damen fortælle, at vi gerne måtte overnatte på parkeringspladsen. Det ville koste os 20 dollars, som vi ville blive opkrævet i løbet af aftenen. Det slog vi os til tåls med, for det var dejligt centralt for os.
Sidst på eftermiddagen blev parkeringspladsen tømt for biler og strømmen af busser var også ved at stoppe. Det kom jo helt af sig selv, for kl. 19 var det som sagt slut med at køre fra Milford Sound. Vi flyttede vognen over på parkeringspladsen, så vi havde udsigt til den legendariske klippe, som Milford Sound er så kendt for. Det skyede vejr var lidt i kontrast til de mange postkort billeder, som vi har set herfra. Men efterhånden følte vi, at vi havde området for os selv.
Ella lavede hakkebøffer og kartofler, mens jeg var ved at gå i panik, fordi jeg ikke kunne finde de vouchere, som vi skulle bruge til turene de næste par dage. Jeg proklamerede stædigt, at de skulle ligge på bordet sammen med alle vores turistbrochurer. Men jeg endte med at finde voucherne i min rygsæk...
Så var der tid til at fortære Ellas gode hakkebøffer, ledsaget af et glas australsk rødvin. Ja, New Zealænderne ville måske anse os for at være forrædere, når vi drak "naboens" vin... Vi sluttede dagen af med at besøge en bar, der lå for enden af parkeringspladsen. Det virkede til at være lidt malplaceret, men der var dog gæster i baren, så vi fik en enkelt drink og vendte derefter tilbage til autocamperen. Det var begyndt at småregne, men det var vel forventet, når Milford Sound er det sted i verden, hvor der regner mest.
Vi gik til ro mens regnen trommede mod autocamperens tag. Mine ørepropper lukkede lyden helt ude. Natpisseriet blev lidt et problem i regnen. Jeg tørnede ud ved 3-tiden, hvor det regnede pænt. Den nærmeste busk blev besøgt og det gik stærkt, mens jeg fik mig et lille morgenbad ?
